Handelsbetingelser

Betingelserne her gælder adgangen til Oppefras tjeneste. De gælder ikke de offentlige data i sig selv — dem får du under deres egen licens.

Hvem du handler med

y_true ApS (Oppefra), CVR DK44684829, Gartnerkrogen 14, 3500 Værløse. Oppefra er et binavn under y_true ApS.

Du kan altid få fat i os på +45 42 72 45 10 eller kontakt@oppefra.dk.

Billederne og licensen

Disse betingelser regulerer Oppefras tjeneste — adgang, forbrugsgrænser, oppetid og support. De regulerer ikke billeddataene. De danske nationale ortofotos er stillet til rådighed under CC BY 4.0 af Klimadatastyrelsen og GeoDanmark. Oppefra gør ikke ophavsret gældende til disse data og begrænser ikke din ret til at kopiere, distribuere, ændre eller videregive dem, så længe du overholder licensens krav om kreditering.

Kildeangivelsen følger med i hvert svar fra API'et, så du ikke selv skal finde ud af, hvad der skal stå.

Oppefra er hverken partner med eller godkendt af Klimadatastyrelsen eller GeoDanmark. Vi bygger på deres frie data.

Se alle datakilder

API — fair use og grænser

Adgangen til API'et er personlig for den konto, nøglen er udstedt til. Du må ikke dele din nøgle offentligt.

Vi fastsætter og håndhæver forbrugsgrænser pr. niveau og kan begrænse hastigheden eller midlertidigt afvise kald fra en nøgle, der belaster tjenesten urimeligt, forsøger masseudtræk eller bringer vores adgang til de bagvedliggende kilder i fare. Vi giver besked, før vi lukker en konto, medmindre der er tale om et akut driftsproblem.

Grænser og tærskler fremgår af prissiden og af dokumentationen.

Gratisniveauet har ingen SLA

Gratisniveauet leveres som det er og forefindes, uden garanti for oppetid, svartid eller fortsat tilgængelighed, og uden supportforpligtelse ud over dokumentationen.

Det gælder også opad: vi henter data fra offentlige tjenester, der ikke selv garanterer tilgængelighed. Vi cacher derfor, og vi oplyser i API'ets status, når problemet ligger opstrøms.

Droneopgaver

Oppefra formidler droneopgaver til certificerede danske operatører. Vi indgår aftalen med dig, fakturerer dig og er din modpart; operatøren er vores underleverandør.

Vejr, lys, luftrumsrestriktioner og manglende tilladelser kan udskyde eller aflyse en flyvning. Vi varsler så tidligt, vi kan, aftaler et nyt vindue og fakturerer ikke en flyvning, der ikke er gennemført. Gælder opgaven en bestemt dato, siger vi på forhånd, hvis datoen er usikker.

Brugsretten til optagelser fra en droneopgave, du har betalt for, overdrages til dig ved fuld betaling, i det omfang det fremgår af opgavekontrakten. Oppefra må ikke bruge dine optagelser til markedsføring uden din skriftlige accept.

Opgaver over privat grund aftales skriftligt på forhånd. Vi optager formålsbegrænset, varsler berørte grundejere hvor det er relevant og slører personer og nummerplader på anmodning.

Betaling

Alle priser er i danske kroner og ekskl. moms. Abonnementer faktureres forud, droneopgaver efter aftale i opgavekontrakten. Betalingsbetingelse er netto 14 dage, medmindre andet er aftalt skriftligt.

Ansvar

Billeddata beskriver et sted på et tidspunkt. De er ikke en garanti for stedets aktuelle tilstand, og et ortofoto er ikke en opmåling: høje bygninger hælder i et ortofoto, og billedet kan være op mod fjorten måneder gammelt. Beslutninger, der kræver en opmåling, skal bygge på en opmåling.

Oppefra er ikke ansvarlig for indirekte tab, driftstab eller tabt avance. Vores samlede ansvar over for dig er begrænset til det, du har betalt os de seneste tolv måneder. Begrænsningerne gælder ikke ved grov uagtsomhed eller forsæt.

Aftalen er underlagt dansk ret.